I anledning af racens 25 års jubilæum.
Anders Pettersson, oktober 2016
Såne-fåret – Hvordan det hele begyndte
Frank Ivan Pettersson (1937-1986) voksede op i Valby som søn af en anlægsgartner, og blev i 1964 Havebrugskandidat (cand. hort.) og arbejdede herefter som Landskabsarkitekt. Det drejede sig især om større offentlige projekter, bl.a. Statshospitalerne, Åndssvageforsorgen, Danmarks Radio samt div. militære anlæg, skoler m.v., rundt omkring i Danmark og på Færøerne.
Kendetegnende for mange af disse projekter var, at der omkring dem blev anlagt store græsarealer, græsarealer som krævede pleje i form af slåning, for at de ikke skulle gro til og til sidst springe i skov.
Frank var en mand med mange visioner, en de største var at bruge får til ”Naturpleje”, en idé der blandt andet havde rod i hans fascination af, de store fåreflokke han oplevede, da han i soldatertiden var MP’er i Slesvig og siden under hans mange besøg på Færøerne. En vigtig betingelse var dog at fårene efter hans mening skulle have naturlige farver (i modsætning til hvide) for rent æstetisk at være velegnede til naturpleje.
Hjulpet på vej af erfarne avlere købte han sit første (Karakul) får i ’69, dette får skulle græsse under æbletræerne udenfor Tegnestuen på Kellerishus i Kvistgård. Hvad han ikke viste var at fåret var drægtigt, og i foråret ’70 fødtes ”Sorte Mads”. Så nu var han jo nærmest fåreavler?
Allerede året efter blev ”Sorte Mads” og ”Marie” forældre til ”Arthur” og med den store tilvækst i besætningen måtte der mere plads til.
”Sølyst” ved Esrum Sø blev derfor det nye hjem for familien med både får og tegnestue, nu var der rigtig plads til at prøve kræfter som fåreavler.
Efter et par år valgte Frank at krydse Karakul-stammen med Shropshire, baggrunden for dette var især at han ønskede mere kødfulde dyr, ligesom han ønskede at reducere tendensen til ”fedthale” som var tydelig hos Karakul, samtidig var han også begyndt at interessere sig for uldkvaliteten, her havde karakulerne ”tolagsuld” som var vanskelig at anvende, især til håndspinning.
Sideløbende med avlen, arbejde især Franks kone Hanne, med afsætning af ulden. Dette greb hurtigt om sig til at omfatte salg af rokke, væve og andre værktøjer til uldforarbejdning, (fra karter og håndtene til de helt store 8-skaftede væve), mange forskellige uldtyper og fibre, og færdige garner. Desuden blev der på gården indrettet lokaler til kurser hvor der undervistes i mange forskellige typer håndarbejde. Husk på 70’erne og 80’erne var tiden for batik, hønsestrik og plantefarvning. I samarbejde med specialister udviklede Frank, som supplement til de mere traditionelle rokke, Såne-rok I + II, som var et moderne tilbud til hjemmespinderen.
Frank var et menneske der engagerede sig meget i foreningsarbejde o.l. Udover at være en af de drivende kræfter i etableringen af ”Sjællandske Fåreavlere”, var han meget aktiv indenfor fredning og landskabspleje i det hele taget.
Det var hans store ønske at ”Byboerne”, som han jo selv havde tilhørt få år tidligere, skulle opleve naturen på nærmeste hold, derfor var der ofte stort rykind på ”Sølystgård”, som ejendommen nu hed, især i Pinsen hvor der var tradition for at holde ”Åbent Hus”, med lam på marken og opvisning med fårehund og klipning.
I slutningen af 70’erne ønskede Frank at tilføre endnu en race, ”Rygja”, til avlen, ønsket var at forbedre uldkvaliteten, krydsningen med ”Shropshire” havde ganske vist gjort den et-lags, men den manglede glans og længde, som var eftertragtet af håndspindere. Dyrenes rolige temperament og gode mobilitet i terrænet var også vigtig, og sidst men ikke mindst ønskede han at forbedre ”vom-fylden” af hensyn til udnyttelse af mere magert foder, for derved bedre at kunne udnytte de såkaldte ”Marginaljorde”. At han her var på rette spor var tydeligt på de forskellige ”udstationeringer”, bl.a. i ”Rusland” ved Dronningmølle.
I løbet af nogle generationer blev lammene mere ensartede, og midt i 80’erne lignede de efterhånden noget der kunne blive en egentlig race. Frank stødte imidlertid, måske ikke så overraskende, på en del modstand fra de etablerede racer. Det lykkedes dog på listig vis, at få vist fårene frem på forskellige mindre arrangementer, hvor de smukke brune og grå dyr tiltrak sig en del opmærksomhed. Det helt store scoop var da han i 1984 blev inviteret til at lave opvisning med sin fårehund (Border Collien ”Petter Olsson”) i ”Den Store Ring” på Fællesdyrskuet i Roskilde.
Desværre skulle det vise sig af Franks høje ambitionsniveau i sidste ende blev hans største fjende, der var så mange ting han gerne ville opnå, så mange sager han ønskede at andre skulle prioritere lige så højt som han selv, at det til sidst blev for meget for ham. Efter nogle svære år havde Frank det i foråret 1986 psykisk så dårligt, at han desværre ikke så anden udvej end at tage sit eget liv.
Heldigvis var der i årene efter Franks død, en så stor interesse for Såne-fåret at det i samarbejde med flere seriøse avlere, lykkedes for familien at holde gang i avlen. Det var også dette gode samarbejde som sidenhen førte til godkendelsen af Såne-fåret som selvstændig race.